Aksels farfar maler mange billeder i sit atelier. Og vi har flere af hans billeder herhjemme. Bl.a. står der et på Aksels værelse, som farfar i sin tid malede til Aksels storebror, men det står alligevel Aksels hjerte noget nærmere. Det er to giraffer og Aksel snakker ofte om, at det har farfar malet og at han også vil male. I sommers da vi var på ferie hos farmor og farfar fik Aksel lokket farfar til, at de skulle male. Aksel ville gerne male med blå.
Jeg elsker, når Aksel gerne vil være kreativ og at han ofte selv opsøger det. Han er allerede god til at sidde fordybet i både maling/tegning, perler, snak om former og farver, spil og megen anden leg. Jeg synes, det er vigtigt at børn kan fordybe sig, at de kan lege og at de finder glæde i at skabe.
Det er noget, vi har fokus på og i videst mulige omfang indarbejder i vores dagligdag. Hver dag leger vi sammen med Aksel, opfordrer ham til leg på egen hånd, inddrager ham i at skabe (hvis ikke krea, så i køkkenet, hvor han er en meget ivrig hjælper) og i vores daglige samtaler med ham, indarbejder vi snak om farver, former og oplevelser alt imens vi har fokus på, at han skal fortælle, erindre og relatere. Det er vel nok noget af det mest givende ved den alder, han har lige nu - at vi nærmest på daglig basis kan følge, hvordan hans ordforråd, verdensforståelse og evne til at konkludere udvides.
En kunstner i sit rette element.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar