Nye rammer - nyt hus

Efter lang tids drømmeri, mange forhåbninger og lyst til at blive husejere, er det nu en kendsgerning. Til februar står vi med nøglerne i hånden til det sted, der skal være vores hjem og base i de næste mange, mange år. Det sted, hvor vores børn skal vokse op, vores drømme skal gro og hyggen skabes. Jeg glæder mig usigeligt – vi glæder os.

Det føles som en dejlig forløsning nu at vide, hvor vi skal være og hvad vi har at regne med. Det bedste har været, at vi kunne sige til drengene, at det er her vi skal leve. At kunne vise dem deres værelser (på billeder) og med plantegning og luftfotos vise, hvor de gode klatretræer er (det var den ældstes første spørgsmål) og hvor der er god plads til udfoldelse både inde og ude.

Huset indfrier samtlige af vores drømme, på nær en enkelt ting – der er ikke brændeovn installeret. Men det er jo i allerhøjeste grad til at tage og føle på og noget af det, vi relativt nemt kan ændre i modsætning til, hvis der havde været oliefyr (hvilket jeg nægter at bo med pga. en fortid i Region Syddanmarks jordforureningsafdeling) eller stråtag (som jeg pga. brandfare ville have det rigtig svært ved at bo med, selvom jeg synes, det ser enormt hyggeligt ud).

Noget der var rigtig vigtigt for os, var, at huset skulle være indflytningsklart forstået på den måde, at det ikke skulle kræve meget andet end en malerpensel, før vi kunne rykke ind. Og det må man sige, vi har fået. Selve huset er bygget i 1870, men der er ikke meget tilbage fra dengang. I 1996 blev det totalmoderniseret og 1. salen blev inddraget til beboelse, hvilket betyder at al indmad og tag (på hovedhuset) er relativt nyt. Badeværelset er lyst, så selvom det ikke er i min stil, er jeg bare glad for det ikke er et splinternyt sort-granit-rum, som jeg ville have svært ved at leve med. Køkkenet er i lyst træ og heldigvis gedigent i materialevalget, så vi til sommer kan få sprøjtemalet låger og skuffer. Taget er sort eternittag – så selvom jeg sværger til sortglaseret tegl, er jeg rigtig glad for det her, da holdbarheden i det giver vores økonomi et fornuftigt fundament. Således er nogle af de dyreste poster ikke dem, der umiddelbart står først for. Og dog. Det er nemlig sådan, at det nuværende soveværelse ikke er godkendt til beboelse og derudover heller ikke anvendeligt for os. Det er 36 kvm. og med diagonalt loft, der er så lavt, så man skal pas på ikke at slå sig, når man står oprejst. Så til sommer skal vi bygge det om til to værelser med loft til kip samt have nyt tag på den lille del af huset (det er en tilbygning). Men jeg må indrømme, at det især giver mig rigtig meget ro at vide, vi kan flytte ind og så tag tingene efterhånden, som de opstår.

Jeg synes, det rent følelsesmæssigt har været en lang og sej kamp. Vi har i flere år vidst, at vi ville have hus sammen. I første omgang troede vi, at vi skulle blive i omegnen af Odense og bo i et parcelhus. Allerede da begyndte vi at kigge lidt, velvidende at der endnu var længe til det ville blive realiseret. På det tidspunkt var jeg endnu studerende og min mand ejede fortsat sit lille rækkehus. Men hvor er jeg glad for, vi lod drømmene få frit løb allerede da – ellers havde vi måske ikke sporet os så meget ind på, hvad det var for en type hus, vi gerne ville have. Det stod nemlig ret hurtigt klart for os, at et parcelhus i en Odenseforstad ikke var noget for os. I stedet begyndte vi at fokusere på vores behov – et stort og funktionelt værksted til min mand og gode muligheder for at alle mine bøger kunne blive en del af indretningen, var et must for mig. Således ændredes vores fokus til at se på huse, der lå mere landligt placeret på Fyn nær Odense og Nyborg pga. togforbindelsen til København. Men det viste sig hurtigt, at de huse vi faldt for, var alt for dyre eller lå for langt fra togstrækningen. Herefter satte vi huskiggeriet lidt på hold.

Det der efterfølgende blev en del af vendepunktet var, at jeg var i København og arbejde og derfra skulle med toget hjem. Da jeg ramte Slagelse, kunne jeg mærke, at det ville være smertegrænsen for længden af en daglig pendlertur. Jeg var fortsat studerende og da vi vidste, vi ikke ville mod Jylland, kunne vi forvente, at en del af mine jobmuligheder ville ligger omkring hovedstaden. Så på den baggrund tog vi snakken op – også i forhold til min mands dreng som da boede hos os halvdelen af tiden og den anden del af tiden hos sin mor (i den anden ende af Odense). Vi vidste godt, at deleordningen ikke skulle fortsætte sådan, da vi gerne ville give ham bedre muligheder for at være sammen med venner og indgå i relationer i nærområdet. Vi besluttede da, at se lidt mere på mulighederne i og omkring Slagelse. En anden væsentlig årsag til at valget faldt på det område, var vores beslutning om at få børn – vi ville gerne tættere på mine forældre.

Herefter synes jeg, det hele faldt godt på plads, både rent mentalt men også faktuelt. Min mand fik job på Sjælland, jeg blev gravid, jeg blev færdiguddannet, vores søn kom til verden, rækkehuset blev solgt, vi flyttede i en lækker lejelejlighed i centrum af Slagelse (tæt på stationen), min mand fik nyt job på Sjælland, jeg fik job, vi begyndte for alvor at kigge efter huskøbsmuligheder (så vi kunne købe i første halvdel af 2014, hvis det rigtige skulle være der) og bang, så var huset der allerede i september i år. Alt sammen sket i løbet af to et halvt år.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg planlægger, planlægger og planlægger. Ned til mindste detalje. Hvad skal gøres hvornår, deadlines, hjælpere, mad, materialer osv. Det hele! Planlægning er for mig mindst det halve af glæden ved den fase vi befinder os i lige nu, da det er med til at virkeliggøre det.

Tænk sig, at vi om 72 (!!!) dage står i vores eget hus ude på landet, hvor der er højt til himlen og åbne vidder. Det er intet mindre end fantastisk!

Og sådan ser herligheden så ud… Ren idyl!