fredag den 20. februar 2015

Indkøb af økologiske varer #2

I dag modtager vi for tredje gang dagligvarer med posten bestilt via Irma.dk. En skæv start på februar måned betød, at vi ikke havde overskud til at handle og så kunne vi jo ligeså godt kaste os ud i et netindkøb...

Valget faldt på Irma af flere årsager. Den primære var, at hverken Osuma eller Nemlig leverer her, hvor vi bor. Så valgte vi Osuma, skulle min mand have det leveret på sin arbejdsplads og valgte vi Nemlig, skulle vi stoppe ind forbi og hente det på en Q8-tank. Selvom det ville gøre indkøbsfasen nemmere, var det ikke helt, det vi ville. Når vi nu sagde A skulle B helst være levering til døren. Og det får vi hos Irma.
Herudover har Irma et ganske velfunderet udvalg af økologiske varer, hvilket jo også var et must for os. Desuden fandt vi ud af, at de også har en økologisk frugt- og grøntkasse. Den er vi nu begyndt at bestille efter behov. Det betyder, at vi får det hele leveret samlet én gang om ugen. Det synes jeg, er rigtig rart. Det giver god luft både i indkøbssituationen og udpakningsfasen. Og så synes Aksel, det er lidt mærkeligt, at posten kommer med mælk og ost - så får vi lidt sjov ud af at snakke om det også.

Vi kan som forventet konstatere, at vores indkøb bliver dyrere end de hidtil har været. Men det er ikke noget, der slår bunden ud af vores økonomi. Vi har besluttet at vi fortsætter marts måned igennem som nu. Dvs. et månedsindkøb i Rema1000, hvor vi provianterer bleer, køkkenrulle, vaskepulver m.v. Hertil et ugentligt indkøb hos Irma samt kødkøb ved den lokale slagter efter behov og evt. ekstrakøb af mælk o. lign. i den lokale Dagli' Brugsen.
Det føles rigtig godt, synes vi. Både fordi vi får mere økologi, støtter de lokale butikker samt får en bedre indkøbssituation.

Glæder mig til i slutningen af marts at kunne gøre op, hvilke økonomiske betydninger, det har og hvor vi evt. kan ændre noget, så enderne når sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...