fredag den 20. februar 2015

Indkøb af økologiske varer #2

I dag modtager vi for tredje gang dagligvarer med posten bestilt via Irma.dk. En skæv start på februar måned betød, at vi ikke havde overskud til at handle og så kunne vi jo ligeså godt kaste os ud i et netindkøb...

Valget faldt på Irma af flere årsager. Den primære var, at hverken Osuma eller Nemlig leverer her, hvor vi bor. Så valgte vi Osuma, skulle min mand have det leveret på sin arbejdsplads og valgte vi Nemlig, skulle vi stoppe ind forbi og hente det på en Q8-tank. Selvom det ville gøre indkøbsfasen nemmere, var det ikke helt, det vi ville. Når vi nu sagde A skulle B helst være levering til døren. Og det får vi hos Irma.
Herudover har Irma et ganske velfunderet udvalg af økologiske varer, hvilket jo også var et must for os. Desuden fandt vi ud af, at de også har en økologisk frugt- og grøntkasse. Den er vi nu begyndt at bestille efter behov. Det betyder, at vi får det hele leveret samlet én gang om ugen. Det synes jeg, er rigtig rart. Det giver god luft både i indkøbssituationen og udpakningsfasen. Og så synes Aksel, det er lidt mærkeligt, at posten kommer med mælk og ost - så får vi lidt sjov ud af at snakke om det også.

Vi kan som forventet konstatere, at vores indkøb bliver dyrere end de hidtil har været. Men det er ikke noget, der slår bunden ud af vores økonomi. Vi har besluttet at vi fortsætter marts måned igennem som nu. Dvs. et månedsindkøb i Rema1000, hvor vi provianterer bleer, køkkenrulle, vaskepulver m.v. Hertil et ugentligt indkøb hos Irma samt kødkøb ved den lokale slagter efter behov og evt. ekstrakøb af mælk o. lign. i den lokale Dagli' Brugsen.
Det føles rigtig godt, synes vi. Både fordi vi får mere økologi, støtter de lokale butikker samt får en bedre indkøbssituation.

Glæder mig til i slutningen af marts at kunne gøre op, hvilke økonomiske betydninger, det har og hvor vi evt. kan ændre noget, så enderne når sammen.

mandag den 2. februar 2015

Indkøb af økologiske varer #1

Hidtil har vi haft Rema1000 som vores primære butik for indkøb af dagligvarer. Men efter at have besluttet, at vi i højere grad vi handle økologisk, har dette vist sig udfordrende. Enten forhandler de ikke de varer vi ønsker i en økologisk udgave, eller også er udbudet ikke tilfredsstillende.

Vi er derfor ved at finde ud af, hvordan vi bedst griber dagligvareindkøbene an fremover. Og vi forsøger os med lidt af hvert. Da der er flere ting i Rema, vi er fuldt tilfredse med, vil vi fortsat gerne handle der, når det kommer til bleer, kattemad og vaskepulver. Så dette fortsætter vi med at putte i vognen ved et månedligt indkøb. Ved ugeindkøbene har vi indtil nu forsøgt at klare os med Rema suppleret med Kvickly eller Bilka. Det har fungeret, men ikke været optimalt.

Det er for os (mig, som primær indkøber pt.) vigtigt, at dagligvareindkøb kan gøres effektivt og helst ét sted. Jeg gider simpelthen ikke gå rundt i supermarkederne… Derfor er forsøget i februar, at vi laver vores månedsindkøb i Rema og ugeindkøb i Kvickly. Måske vi også begynder at abonnere på en grøntsagskasse fra Aarstiderne - ellers bliver det først i marts/april.
Jeg er spændt på, om Kvickly vil leve op til forhåbningerne. Vi har indtil nu været rigtig glade for Kvickly som sekundær butik, da vi handlede konventionelt. Så jeg håber, deres økologiske udvalg falder i vores "smag". Det bliver også interessant at se, hvordan det rent økonomisk får en betydning.

I vores eventyr ud i økologiens verden er vores kærlighed også faldet på den lokale helsekostbutik, Helsam, der har et virkelig lækkert udvalg af både fødevarer og kropsplejeprodukter. Her kommer vi med garanti til at handle en masse! Udover et bredt varesortiment er der et yderst kompetent og imødekommende personale, som har den helt rette kundetilgang. De er hjælpsomme og opsøgende uden af være pågående og salgsivrige. Og så deler de ud af egne erfaringer med produkterne.
Desuden har Helsam en virkelig lækker onlinebutik og dertil en service, vi i den grad sætter pris på: Klik varerne i kurven og afhent dem i din lokale Helsam - du sparer fragten og får fortsat den personlige kontakt med det kompetente personale. Og så betaler man først, når man henter varerne. Det synes jeg, er en tillidserklæring til sine kunder!

Vi har også talt meget om at forsøge os med indkøb via nettet (Osuma, Nemlig eller Irma). Det vil blive dyrere for os, men helt klart meget mere effektivt! Og så er jeg virkelige tiltalt af den orden, der naturligt er i varerne, når man ser udvalget online. Det er så meget nemmere at vælge de økologiske produkter, fordi de med et enkelt klik kan være de eneste man ser på skærmen. Jeg indrømmer, jeg er meget fristet af at kaste mig ud i onlineindkøbene, men er jeg nu helt klar mentalt? Vi må se, hvornår de første dagligvare klikkes hjem.



søndag den 1. februar 2015

1-5/52

For første gang hopper jeg med på A Portrait Of My Children, Once A Week, Every Week. Det er jo med lidt forsinkelse, så i dette indlæg kommer de fem første ugers portrætter.

UGE 1
Aksel: I fuld vigør med at hjælpe far i værksted og fyrrum. 

Johannes: Så lille at en lænestol kan bruges som sofa. Mild og rolig af sind.

UGE 2
Aksel: Træt og sulten spasmager, der netop er hentet i børnehaven.

Johannes: Mors lille model i lækker strik fra dejlig veninde.

UGE 3
Aksel: Den stolteste storbror, der så gerne vil være med, holde og vise frem.

Johannes: Verden er så stor, så stor og hans undrende blik fortæller, at mange tanker går gennem hans hoved.

UGE 4
Aksel: Elsker at lege med sin storebror. 

Johannes: Får mere og mere mimik.

UGE 5
Aksel: Store blå øjne, der elsker at se film - her er det TinTin, som var lige spændende nok...

Johannes: Udtrykkene ændrer sig hele tiden...


A Portrait Of My Children, Once A Week, Every Week in 2015.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...