onsdag den 30. november 2011

Kur til limpistolsbrændt finger

Skulle lave juledekorationer sammen med min mor, i hvilken forbindelse der indgik en limpistol. Og en sådan har jeg aldrig været perlevenner med... Det gik da også galt for mig ret kort inde i processen. Skulle lige fjerne en limtråd, hvilket resulterede i at jeg fik en helt klat varm lim på den ene fingerspids. Av! Er ellers ikke pivet, men det gjorde ondt og blev bare ved med at brænde - selv efter, at der havde været holdt frosne ærter på i en en halv time. Hvad gør man så... Min mor ringede til en af hendes veninder, der er sygeplejerske. Hun gav det råd, at jeg skulle dyppe fingeren i honning og derefter direkte i sukker. Skulle så holde den deri, til det ikke længere gjorde ondt. Det lyder mærkeligt, men det virkede altså!
Det må da kaldes et husmoderligt råd!

tirsdag den 29. november 2011

Stofpakke

Jeg har købt denne lækre stofpakke hos hende her og ser frem til, der skal gang i symaskinen. Tror at ærteposer til Aksel må være det første projekt (det er vist overkommeligt for en nybegynder)...

søndag den 27. november 2011

Ulden baby

Når Aksel skal ud i den store verden er han iklædt disse herligheder: En råhvid djævlehue og en lækker brun uldtrøje i skønt stik efter Theresa Maria Jessings opskrift (Sort Lakrids) med små fine træknapper, der er udskåret som et tog. Dertil kommer nogle lækre tykke lysegrå luffer, som han netop er begyndt at bruge (og derfor ikke lige har på her på billedet).

Hvem der bare var baby iklædt lækre uldsager og lagt i en varm barnevogn!




lørdag den 26. november 2011

Efterårets smukke farver

Lige nu er vejret altså ikke det allermest inspirerende. Det er gråt, koldt og mørkt! Men lige om lidt er det december (halleluja!) og så bliver der lys igen i form af stearinlys, lyskæder og mere eller mindre kønne julemænd og andet med lys i. Men det er nu altså kun 14 dage siden nedenstående farverige efterårsbilleder blev taget - bare lige for at dokumentere den smukke natur fra Aksels første tid her på jorden.
Hæk i grønne, gule, orange og røde farver.

Smukt falmet hæk i varme nuancer af brun og orange.

Jorden dækket af brune blade.

Smukke rød-lilla bær der endnu hænger på deres grene.

Gule blade lyser op i et næsten nøgent træ.

Små hvide blomster med et strejf af lyserød.

fredag den 25. november 2011

Lækkerier fra lagersalg hos Rice og kreative veninder

I lørdags havde vi besøg af en af mine barndomsveninder, så efter vi havde hentet hende ved toget kørte vi ned forbi lagersalget hos Rice. Og hvilke herligheder der kom med hjem - alle årets rafle pakker:


Den samlede høst af raflepakker.

Klemmer, sugerør og kulørt gavebånd.

Farverige grydesvampe, klemmer og en turkis folieholder.

Fint sy-kit og blå "termo"-krus.

Men det var ikke de eneste lækkerier weekenden bød på. Havde nemlig besøg af flere kreative sjæle, som havde håndlavede godter med til lillemanden. Det er bare så fedt at modtage den slags gaver!

Anna And og Freja Får er blot de første i en lang række af fine hæklede dyr, der skal pryde på Aksels barnevogn og kravlegård (det bliver lavet så samrt, så vi selv kan skifte dyrene ud efter behag).

Trøje, hue og halstørklæde i fin babylyseblå farve.

Hvide og blå strikkede smækbukser. De blå skal helt sikkert udgøre en del af Aksels julebeklædning.

Disse skønne sager bør da udmunde i en skål for mine veninder og deres fantastiske håndelag: Skål!

fredag den 18. november 2011

Utroligt som prioriteter ændrer sig... (inkl. billedspam af babyen)

Det er nu 19 dage siden, jeg blev mor til den mest fantastiske lille dreng, Aksel. Jeg er helt forgabt i ham og kan bruge oceaner af tid på bare at nyde ham. Se på ham. Dufte ham. Mærke ham. Nusse ham. Føle ham. Kysse ham. Snakke til ham. Ae ham. Rose ham. Og alt andet i den dur.
Det er utroligt, som sådan et lille væsen bare ændrer ens prioriteter. Nu er der intet så vigtigt som ham og hans velbefindende. Heldigvis er han en rigtig god lille dreng, der er nem at tilfredsstille: Mad, kærlighed og en ren ble i ny og næ er sådan set det eneste, han kræver. Når han giver en prøve på sin tenorstemme, er det som regel, når han har ondt i maven - den har nemlig haft lidt svært ved at vænne sig til mælken. Nu virker det dog til, den er ved at have fundet sig selv, så det er dejligt... Elsker bare ham og det her med at være mor - moderskabet er i sandhed lige noget for mig!
Og så vil jeg da lige vise et par billeder af det lille vidunder...






torsdag den 17. november 2011

Årets første vaniljekranse

Jeg elsker julen og alt det den fører med sig. Men jeg vil nu gerne vente med pynt, musik og julethe til 1. søndag i advent. Men har nu bagt årets første portion af vaniljekranse efter min mormors gamle opskrift. Min mand er helt vild med dem - og med dén begejstring, er det jo sjovt at servere den slags. Det blev til en god portion kranse, men også lidt oversize-vaniljekager i form af "FAR" og et hjerte. 

 Så er der serveret...

fredag den 11. november 2011

Gårsdagens skønne loppefund

Dagen i går bød på et skønt ikke planlagt besøg i en af de lokale genbrugsforretninger. Vi skulle bare et par ærinder, og så kom vi tilfældigvis forbi og måtte da lige ind og kigge. Det blev til følgende godter:
Gamle urofigurer i træ (35 kr.), Mads Stage grødskål (10 kr.) og kravlenisser på snor (20 kr.).


Gamle julebøger (5 kr. stk.) og en enkelt gammel idé julebog (5 kr.)


Stofpakke med fire forskellige slags stof (5 kr.)


To "Fantomet"-tegneserier til manden (2 kr. stk.) og et speciale med titlen "Sådan syr du" (20 kr.)


Hele den gode høst der også omfattede et hyggeligt juleforklæde (5 kr.) og en lille koglenisse på træstub (5 kr.)

onsdag den 9. november 2011

Nyt stof

Modtog i dag en pakke med posten (købt hos Kirkesjov)... I den lå dette fine sæt voksen sengetøj:

Jeg ELSKER det! Som barn havde jeg selv et sæt til min juniordyne, og vil bare så gerne kunne give min søn glæde af det fine motiv. Så planen er, at der skal laves nogle puder til ham, når han bliver lidt større. På den ene side skal der være dette stof og på den anden side skal der være ensfarvet stof i de farver, der er i regnbuen.

fredag den 4. november 2011

Jeg er blevet MOR

Efter 9 måneders venten og en uge over termin blev jeg i søndag MOR. Klokken 3.48 blev Aksel Mathias født. Han var 53 cm lang og vejede 3490 gram. Han er helt igennem dejlig, fantastisk, skøn, ubeskrivelig og alt andet godt. Men al min opmærksomhed går pt. også til ham, hvorfor min blog nok bliver lidt stille lige i den kommende tid...


Glade smil og varme weekendønsker herfra!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...