søndag den 13. januar 2013

At hjælpe andre

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle have et job, hvor jeg hjælper andre mennesker. Havde i det hele taget troet, at jeg skulle arbejde med distance til andre mennesker - altså udover mine kolleger. Da jeg tilbage i 2005 valgte at søge ind på historiestudiet, var det ud fra en forventning om, at jeg efterfølgende skulle arbejde på et museum. Begravet i et nørdet historieemne, gerne middelalderen. Men sådan gik det slet, slet ikke. Heldigvis.

Allerede i løbet af studiets første år, fandt jeg ud af, at middelalderen ikke var den periode, der havde min primære interesse. Det var den nyere danske politiske historie, der for alvor fik mig til at slå antennerne ud. Denne interesse holdt studiet ud og holder fortsat. I forbindelse med mit bachelorprojekt blev jeg klar over, at især velfærdspolitik var spændende. Så det holdt jeg fast i resten af studiet - og jeg skrev speciale om konsensus i velfærdspolitikken med baggrund i åbningsdebatterne i folketinget fra 1980'erne til i dag.

Det var dog først i studiets sidste periode, at jeg blev klar over, at museumsverdenen ikke var der, jeg skulle slå mine folder. Undervejs havde jeg været forbi Den Gamle By i Århus, i et par rigtig interessante og lærerige praktikker. Disse var dog også med til at bekræfte mig i, at det ikke for fremtiden var en aktuel verden for mig. Dels ville jeg gerne kunne fortsætte med kun at være gæst på museerne og dels, var der for meget usikkerhed i forhold til mulighederne for fastansættelse.

Da jeg havde omkring et års tid tilbage på universitetet, begyndte jeg at læse stillingsannoncer for at få en idé om, hvad det var, der tiltalte mig. Til min store overraskelse faldt jeg gentagende gange for annoncer, hvor forskellige jobcentre søgte vejledere og administrative medarbejdere.

Og nu står jeg så på den anden side. Jeg er blevet cand.mag. (juni 2011) og er nu efter endt barsel ved at finde min vej ind på arbejdsmarkedet. Lige nu er jeg i gang med en rigtig spændende løntilskudsstilling som vejlederassistent på et jobcenter - og jeg er blevet bekræftet i, at dét er min fremtidige vej. Så nu glæder jeg mig til at finde den næste sten, jeg skal betræde på min karrieresti.

Tilbage til indlæggets titel. 
Nu hjælper jeg nemlig andre mennesker, når jeg er på arbejder. Jeg vejleder unge mennesker i at finde job og uddannelse og i at skrive ansøgninger og udfærdige CV'er. Fra i næste uge skal jeg desuden i gang med at undervise dem - det glæder jeg mig til, selvom det også bliver rigtig udfordrende! 

Det jeg særligt godt kan lide ved at hjælpe, er, at de unge mennesker bliver afklaret i forhold til deres videre færd i livet. At hjælpe dem med at finde hoved og hale i uddannelsesjunglen og får stykket en anvendelsesduelig ansøgning sammen, er super fedt. Og så giver det altså bare en masse inspiration at møde en masse forskellige slags mennesker i løbet af arbejdsdagen...!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...