fredag den 7. december 2012

Den lille patient

I dag er Aksel blevet opereret. Han har taget det så flot og er i rigtig god bedring. Og hans mor er SÅ stolt! Vi har længe vidst at operationen ventede og datoen har vi kendt i halvanden måneds tid, så vi var forberedt på det. Men okay, hvordan bliver man som mor klar til at ens barn skal bedøves, stikkes i, skæres i, sys i og være væk fra en?! Det bliver man ikke klar til, men man affinder sig med det, fordi det er nogle dygtige læger, der sammen med al øvrigt personale, gør deres bedste for at passe på og tage sig af barnet. 

Der var tale om et (for lægerne!) "rutine"-indgreb, der forventedes at vare ca. en time inkl. klargøring og kørsel til opvågning. Men nej, der var lidt drillerier undervejs, så først efter toenhalvtime fik vi lov til at se ham igen. Der lå han. Lille og fin, hel og trygt sovende i hospitalssengen. Det var godt nok svært at lade ham ligge indtil han selv vågnede. Og hvor var det bare en fantastisk følelse igen at holde ham i armene!

Vi kom hurtigt retur til børneafdelingen, hvor han fik noget mad og drikke inden vi fik lov til at køre hjem. Aftalen var, at vi skulle retur her til aften, hvis ikke han havde fyldt sin ble inden. Dygtig som han er, sov han hele vejen hjem og kort efter var der behov for et bleskifte. Så nu er det bare at holde øje med såret og helingsprocessen, og så skulle han snart være klar igen. Så vi håber, at han er færdig med at få smertestillende allerede i løbet af på søndag.

Ventetiden mens han var væk fra mig (det var min mand, der fulgte ham til operationen), var meget mærkelig. Efter et par hurtigløbende tårer, tog den rationelle tænkning over og jeg oplevede ikke nogen egentlig nervøsitet. Efterhånden som tiden trak ud til langt over den ene time, vi havde fået stillet i udsigt. blev jeg mere rastløs og min trang til at holde ham krævede sine tøjlerier. Men hold op, hvor fik situationen mig til at tænke på de forældre, der har alvorligt syge børn. Hvor må det være hårdt, opslidende og svært at skulle være voksen og rationel hele tiden - i hvert fald overfor barnet, så ikke det mærker forældrenes nervøsitet og afmagt. Jeg tager virkelig hatten af for de forældre, der dagligt kæmper en sygdomskamp sammen med deres barn! I er SÅ seje!

Nu sover Aksel sødt, og jeg glæder mig til i morgen at julehygge sammen med ham!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...